Billede af: Nicolai Diemer

Globalt

Bliv frivillig på årets største event

Vi nærmer os med hastige skridt sommerens YMCA World Council, og forventningerne bliver større og større.

Morten Madsen

Forberedelserne til World Council er i fuld gang, og vi glæder os helt vildt til at byde vores YMCA-venner rundt om i verden velkommen til Aarhus. Som deltager kan man se frem til en uge fyldt med inputs, inspiration og international networking. Alle deltagere kommer med deres helt egen forståelse af YMCA’s værdier, såsom hvordan vi sammen skaber fundamentet for youth empowerment. 

Dette er ifølge Gritt Rhinstrøm, formand for World Council 2022 i Danmark, en del af oplevelsen ved at være en del af World Council:  “Når man møder 1000 mennesker i en uge fra hele verden, bliver man superklog på andre - og på sig selv. Det er vildt at opdage den store YMCA-familie, både hvordan vi er vidt forskellige og meget ens.”

Temaet for World Council 2022 er ’ignite’, som betyder, at vi skal tænde gnisten. Vi skal sætte gang i vores fælles vision om at finde løsninger på de problemstillinger, som vi alle møder på tværs af landegrænser. I den forbindelse har vi i KFUM og KFUK i Danmark mulighed for at fortælle, hvordan vi arbejder med frivillighed blandt unge samt blive inspireret af andre foreninger rundt om i verden. Vi er alle sammen fælles om skabe grundlaget for youth empowerment: 

“På World Council samles hele verden, og det er ikke en hvilken som helst gruppe, der samles. Det er nogen, som har noget på hjerte, og brænder for at gøre en forskel for børn og unge og give livsmod og handlemuligheder. Det er enormt inspirerende, og det tænder gnisten hos alle KFUM og KFUK’ere unge som gamle – og det er en kæmpe gave af et fællesskab, som man bare må være en del af,” udtaler Lea Vad Brændgaard, formand for Globale Fællesskaber.

Vær frivillig til World Council

Du kan stadigvæk nå at deltage i World Council 2022 som frivillig. Din hjælp vil blive værdsat, uanset hvordan du vil hjælpe. Der er fire typer af frivillige, som World Council har brug for.

Det drejer sig om følgende roller:

 

  • Global netværker
    Du er optaget af verden omkring dig og har en holdning til globale dagsordener. Det kan for eksempel være FN’s verdensmål, klimaaktivisme eller international politik. Du er frivillig, fordi du mener, at møder mellem mennesker fra forskellige kulturer er vigtige for større global forståelse og solidaritet.

  • Praktisk hjælper
    Du mener, at KFUM og KFUK er en vigtig sag, og at opgaver løftes bedst i fællesskaber. Du har måske været frivillig på adskillige lejre eller events, i klubber eller i lokalforeningen. Du bakker op om det vigtige arbejde i stort og småt, og du er frivillig, fordi det giver mening at være del af et frivilligt fællesskab.

  • Foreningsambassadør
    Du har gode ideer og aktiviteter på hjerte, der brænder for at blive delt med mennesker fra hele verden. Aktiviteter skaber fællesskaber, og måske dine ideer kan inspirere andre til at prøve noget nyt. Du er frivillig for at dele gode ideer og få ny inspiration med hjem - til dig selv og din lokalforening.

  • Communicator
    Har du lyst til at formidle de gode historier fra World Council? Er du en haj til at tage billeder? Kan du skrive fængende tekster, eller har du gode ideer til de sociale medier? Så bliv Communicator!

Maria Hougaard Sørensen deltog som frivillig til det seneste World Council, hvor hun blev klogere på arbejdet med børn og unge: 

World Council 2018 er for mig et af de allerstørste højdepunkter i min tid som frivillig i KFUM og KFUK. At se og forstå, hvad YMCA er på verdensplan, og hvordan vi alle arbejder med og mod et fælles mål: At styrke børn og unges livsmod handlemuligheder. Maria Hougaard Sørensen

 

Sådan bliver du frivillig..

Er du interesseret i at blive frivillig, skal du gå ind på den danske World Council-hjemmeside

Her skal du gå ind under “Bliv frivillig” og udfylde en formular, hvor du angiver den type frivillig, som du ønsker at være.

Herefter vil du blive kontaktet af de ansvarlige for frivillige til World Council.

 

Vidste du, at… 

..det første World Council blev afholdt i 1855

..det er 24 år siden, at World Council sidst blev holdt i Europa

..YMCA er verdens største ungdomsbevægelse, og World Council er bevægelsens øverste myndighed

..World Council er et internationalt landsmøde, hvor der kommer folk fra over 80 lande

..vi forventer i 2022 en dansk delegation på +100 personer samt 5-700 frivillige til World Council

..årets udgave af World Council er den første hybrid udgave, hvor man både kan deltage fysisk og online

Relatererde artikler

Se alle artikler