Er det en gudstjeneste?
Efter gudstjenesten den første aften på Wonderful Days mødtes jeg med Karoline, som var på festivalen for første gang. Jeg var spændt på at høre, hvad hun syntes om gudstjenesten.
“Jeg forstod næsten ikke, det var en gudstjeneste til at starte med”, fortalte Karoline. “Der kom en præst ind og slog bedeslagene på et lille instrument, og så lavede vi jo stomp. Det har jeg prøvet på efterskolen.”
“Ja, det er jo ikke en helt normal start”, medgav jeg.
“Og så skulle vi stemme om emnet til indgangsbønnen”, fortsætter hun. “Det var sjovt. Og fedt at være med til at bestemme.”
The Tallest Tree
“Og så sang vi festivalsangen, The Tallest Tree”, siger jeg.
“Ja, den er godt nok god”, nikker Karoline. “Jeg tror, det bliver fedt når vi alle kan den. Det er ligesom at være én stor efterskole, når vi synger sammen.”
Jeg spørger Karoline, hvad, hun tænker, sangen handler om.
“Noget med at vi skal passe på hinanden”, siger hun efter en kort tænkepause. “Gud er det store træ, og vi er grenene. At det er os mennesker, der skal gøre noget i verden. Det var vel egentlig også det, bibelverset sagde noget om.”
Det er ligesom at være én stor efterskole, når vi synger The
Tallest Tree sammen
Fadervor - Stomp og plads til alle
Under gudstjenesten stemte vi om hvilken sang, vi skulle synge, og det blev Kim Larsens Sirenesang. Jeg spurgte Karoline, om hun kendte den i forvejen. Det gjorde hun.
“Den er fed”, sagde hun. “Den starter meget cool: ‘Har du mistet / dit gyldne håb / Som du fik i gave / Ved din barnedåb’.”
Hun tænker sig lidt om og fortsætter: “Den passede også godt med den stoleleg, vi legede bagefter. At vi skal vide, at her på Wonderful Days er der en stol til alle. I Sirenesangen er det gyldne håb, vi fik ved
dåben, noget med, at vi er velkomne i kristendommen, og at Gud elsker os. Der er plads til alle lige meget, hvem vi er.”
Et reflekteret sind
Jeg nikker og er imponeret over, hvor skarp hun er.
“Ja”, siger jeg. “Sirenesangen lagde ret godt op til prædikenen. Er der mon andet, du vil fremhæve?”
Hun smiler. “Jeg synes, det var ret sjovt med fadervor-stomp til sidst. Det var meget anderledes. Det gør, at jeg glæder mig til at se, hvad den næste gudstjeneste kommer til at indeholde.”
Vi rejser os fra caféstolene. Jeg takker Karoline for hendes tid og ønsker hende en god festival. Jeg forlader cafételtets duft af belgiske vafler, mens jeg føler mig helt opløftet over, hvor fedt det er at tale med et ungt menneske, der er så nysgerrigt og åbent.
