Billede af: Jakob Hoff Larsen

Efterskole

Efterskolefestival udvikler frivilliges erfaringer på tværs af interesser

Efterskolefestivalen består hvert år af ca. 100 frivillige, som skaber tre lærerige og samskabende dage for efterskoleelever fra hele landet. Nikolaj var i foråret en af de mange frivillige undervisere og kan stadig bruge sine erfaringer derfra.

Thomas Østergaard og Peter Hald Vestergaard

Tilbage i april løb KFUM og KFUK i Danmarks Efterskolefestival af stablen med 730 deltagende efterskoleelever. Til at undervise og underholde eleverne, samt organisere hele festivalen deltog over 100 frivillige fra hele landet og endda andre lande langt fra Danmark. En stor del af Efterskolefestivalens frivillige deltager som undervisere. I deres opgave ligger der at planlægge og afholde undervisning i et emne, de selv brænder for. Disse emner bliver kaldt SPOR, har hver ca. 20-30 elever og kan handle om alt fra volleyball eller bagning til verdensfred eller kærlighed.

Efterskolefestival siden 2016

Den første Efterskolefestival blev afholdt i Herning i 2016. Det var en stor succes, og det har siden været fast del af KFUM og KFUK’s årlige program.

I årets udgave af Efterskolefestival deltog Nikolaj Sørvad Søgaard som frivillige underviser for første gang. Sammen med Nikolajs gode veninde, Sarah, havde han SPOR’et “Er Verden Fair?”, hvor de gav elever mulighed for at se, høre, mærke og selv tage stilling til, hvornår verden er fair eller ej. Nikolaj brænder selv for fællesskaber, hvor der er mulighed for at diskutere store emner og sager, som der ikke nødvendigvis er meget plads til at gå i dybden med i hverdagen og skolen.

“Man kunne mærke, at eleverne synes, det var fedt at møde nogle yngre undervisere, de kunne spejle sig i”, fortæller Nikolaj, som også blev overrasket over, hvor meget eleverne var parate til at åbne op over for underviserne.

For at få en hel festival til at glide kræver det et væld af forskellige frivillige opgaver. Som frivillig bidrager og og får man erfaringer med mange forskellige områder. Der er et praktisk team, der er udvalgsarbejde, der er sceneshow, og så er der de mange undervisere. Nikolaj der, som en del af sit sabbatår, bor i Schweiz og arbejder som volontør i YMCA Zürich bruger af sine erfaringer fra festivalen i det daglige.

“Efterskolefestival har været med til at give mig en værdifuld erfaring i, hvordan man skaber nogle gode rammer for læring, men også hvordan man tackler forskellige situationer med børn og unge”, siger Nikolaj, der i Zürich blandt andet er leder i en spejderklub og medhjælper i en børnehave. "Efterskolefestival er et fedt sted at få erfaringer, fordi der er folk parat til at støtte, som samtidig har fuld tillid til, at det vi fik lavet blev et fedt program”, siger Nikolaj og fortsætter: “Det er fedt at være en del af et så stort fællesskab, hvor alle giver noget ekstra og tager ansvar."

Inden, under og efter festivalen er det afgørende for KFUM og KFUK, at de frivillige møder hinanden og skaber relationer. Der er inden festivalen en forberedelsesweekend og under festivalen er der masser af tid om aftenen til at spille og snakke de frivillige imellem. Disse muligheder for at koble fra sammen hjælper med at give energi til at være noget for eleverne om dagen. Et af Nikolajs største øjeblikke på Efterskolefestival beskriver han sådan:

“Fællessangen i hallen, hvor alle elever og frivillige var samlet, var noget helt særligt. Stemningen var mere end bare almindelig god."

Forberedelserne til Efterskolefestival i påsken 2020 er allerede godt igang. Den nye festivalkomité er samlet og ser frem til at skabe endnu en stor oplevelse for 700 efterskoleelever sammen med en masse frivillige!

Relatererde artikler

Se alle artikler