Billede af: Malthe H. Fjorback

Festival

Børnefestival 2024: Programmet for en festlig weekend begynder at tage fart

Tilmeldingen for Børnefestival nærmer sig med hastige skridt, og planlægningen af et vildt og festligt program er fuldt i gang. Årets kommende festivaldeltagere kan både se frem til koncert med MGP-stjerner, internationalt besøg og masser af sjov på scenen med Jonas og Laura.

Stine Kjær Bredtoft

Det officielle program for årets Børnefestival, der finder sted i Snejbjerg den 24-26. maj, bliver dag for dag mere og mere virkelig. Ønsker om fede koncerter, DJ’s med ild-kanoner og sæbekasse rally præger forberedelserne og programmet, som årets kommende festivaldeltagere kan glæde sig til.

 

MGP koncert på festivalscenen

MGP billede af Magne og Gustav, der synger med ryggen mod hinanden.

For mange børn og barnlige sjæle leder sangen ‘Gi’ dem til mig’ sikkert tankerne tilbage til MGP-festen i 2023, hvor drengene Magne og Gustav løb med andenpladsen. Men festen er langt fra slut. Til årets Børnefestival kommer de to MGP-drenge nemlig til Snejbjerg og træder op på festivalscenen for at give det vildeste dollar-show - og de glæder sig enormt meget til at optræde og skabe en fest sammen med alle deltagerne.

 

Besøg fra Ukraine

På Børnefestivalen kan deltagerne også glæde sig til internationalt besøg, når unge flygtninge fra Ukraine kommer og fortæller om deres historie om, hvordan man kan finde nye venner i et helt nyt land. Deltagerne får også mulighed for at stille spørgsmål til de ukrainske gæster, og måske, hvem ved, bliver der også anledning til at få en ny international ven?

 

Sjov på scenen med Jonas og Laura

Det fede festivalprogram, der stadig er under udvikling, skal naturligvis drysses med stjernegode værter. På årets Børnefestival vil festivalscenen derfor blive indtaget af Jonas Jørgensen og Laura M. Østergaard fra KFUM og KFUK i Aulum. De to værter er maks klar til at føre festivalens deltagere igennem de bedste og sjoveste øjeblikke på festivalscenen anno 2024 og fortæller, 

“Børnefestival er det største sus, og vi glæder os helt vildt til at skabe minder fra scenen sammen med de mange deltagere. Vi vil gerne garantere, at det bliver vildt, uforglemmeligt og jo bare mega grineren. Og så håber vi bare, at der kommer et hav af gode deltagere, så vi ikke skal grine af vores egne jokes.”  

 

Tilmelding åbner 1. februar

Med alle de gode ting at se frem til, og flere til, som ikke endnu er faldet helt på plads, er der kun al mulig grund til at sætte kryds i kalenderen den 1. februar. Der åbner tilmeldingen til årets Børnefestival nemlig. 



Relatererde artikler

Se alle artikler