“Det er sjovt at synge med andre og så slutte med en koncert”, fortæller Malik, der går til Familiekor med sin mor og sine to søskende. Familien har ikke været med i Familekoret før denne sæson, men Maliks mor kan huske, at hun som barn gik til kor med sin mor, og det var noget helt særligt.
Familien gør noget sammen
Det der kendetegner Familiekor er nemlig, at børn og voksne synger sammen. Mellem kordagene kan familierne øve sig på sangene sammen derhjemme, og det skaber et godt sammenhold på tværs af generationer.
“Sang gør noget for det gode fællesskab, og familiekor skaber et særligt fællesskab på tværs af flere generationer,” fortæller Lise, der går til Familiekor i KFUM og KFUK i Silkeborg med sin datter.
“Det er meget svært at være sur og synge,” siger Karen fra Familiekor Silkeborg, der går til Familiekor sammen med sine tre børn. “Det gode ved Familiekor er, at vi kan følges børn og voksne,” udtaler hun.
Familiekor på vej i flere foreninger
Familiekor er et koncept, der er på vej i flere foreninger. Udover Familiekor Silkeborg er der allerede startet et Familiekor i KFUM og KFUK i Fladså, og flere kor er på vej i det nye år.
Læs mere: Familiekordag på Nøvlingskov Efterskole
Familiekordag
Få en forsmag på Familiekor ved at deltage i Familiekordagen den 21. januar 23 på Nøvlingskov Efterskole. Det er for alle, der gerne vil bruge en lørdag sammen med sine børn, familien, nevøer/niecer, bedsteforældre, mødregruppen, familieklubben, gamle efterskolevenner, forældre i den lokale skole, kollegaer eller hvem, du lige kan komme i tanke om.
Du kan tilmelde dig under “event” på KFUM og KFUK’s hjemmeside, og der er tilmeldingsfrist 7/1-23. Vi slutter lørdagen med en koncert, den er selvfølgelig gratis og alle kan komme og opleve og synge med på et par fællessange. Det bliver et brag af en festlig dag med sang, glæde, fællesskab, generationer på tværs og til sidst koncerten kl. 16.30, hvor du er inviteret.