Formålet med disse workshops er at arbejde videre med drømme og inspiration, som de Globale Ambassadører har fået gennem mødet med verdensbevægelsen til YMCA World Council, og understøtte dem i at omsætte det til handling i deres lokalforening. Den første impact workshop blev afholdt i Snejbjerg samtidig med Børnefestivalen 2022 - og det var ikke helt tilfældigt!
Fra drømme til virkelighed
På den første del af workshoppen fik de Globale Ambassadører lov til at sætte fantasien fri. De fik til opgave at illustrere deres drømme for lokalforeningen og måtte ikke tænke i begrænsninger eller benspænd. Det førte til en masse kreative plancher - og en enkelt sang - der hver især gav deres bud på lokalforeningernes potentiale. Men drømmene skulle også forankres i virkeligheden.
Derfor var Gritt Rhinstrøm, projektchef for Fairhuset, inviteret til at holde oplæg om unges mentale trivsel i dag. Det gav de Globale Ambassadører et billede af, hvordan KFUM og KFUK som civilsamfundsorganisation kan spille en rolle i denne virkelighed og samtidig arbejde aktivt med YMCA's Vision 2030.
En anden virkelighed er, at vi som børne- og ungdomsorganisation skal være stærke i kommunikation og aktiviteter målrettet de mindste. Derfor blev de Globale Ambassadører kastet ud i at lave en pop-up på Børnefestivalen med fokus på at formidle, hvorfor globalt arbejde og udsyn er vigtigt - og det blev blandt andet gjort gennem lege som kinesisk hanekamp og japansk sten-saks-papir.
Sager der samler verden
Workshoppen sluttede af med et indslag fra organisationen Sager der Samler, der arbejder med at fremme community organizing og hverdagsaktivisme i aarhusianske lokalsamfund. Deres forskellige cases og princip om at tage udgangspunkt i ens egen virkelighed satte mange konkrete tanker i gang blandt de Globale Ambassadører.
Det, som jeg har fået ud af World Council, er ikke, at vi skal gøre præcis det samme, som de gør andre steder i verden. Men jeg har lært, at YMCA som verdensbevægelse er utrolig god til at være til stede dér, hvor de unge har behov for det. Det synes jeg, vi kan tage med hjem til vores egne lokalforeninger,siger Johanne Aarestrup, Global Ambassadør fra KFUM og KFUK Amager.
Formålet med indslaget var netop at få de Globale Ambassadører til at tænke over, hvad der kunne give mening lokalt, og samtidig mærke efter, hvad de selv brænder for. Nu er de klar til at vende tilbage til deres lokalforening og få World Council til at leve videre gennem nye idéer - hvad end det drejer sig om at arrangere en international Ten Sing Tourné, at dyrke de grønne arealer omkring foreningsbygningen eller at være værter for at vise dansk samfund og kultur frem til internationale.