Billede af: Henrik Helms

Lokalt

Pop up klub får nye deltagere med på Børnefestival

I KFUM og KFUK Ikast fik de en simpel, men god idé. De startede en pop up klub i månederne op til Børnefestivalen i 2022 og lykkedes med at samle mere end 20 forventningsfulde børn til en uforglemmelig festival, og de har planer om at gøre det hele igen. 

Stine Kjær Bredtoft

Karsten Fyhn og Søren Riger, der begge er ledere i klubberne Mini-teen og Y’s guys i KFUM og KFUK i Ikast, var sammen med en gruppe ledere sidste år med til at starte og facilitere pop-up-klubben, der forberedte børn og voksne i foreningen på det vildeste festivaloplevelse.  

Klubben, der på kort tid blev stablet på benene via et enkelt møde og derefter koordinering online, mødtes fire gange før festivalen. Og indholdet var simpelt, der skulle være plads til spørgsmål om festivalen fra både børn og forældre og samtidig aktiviteter, der gav anledning til at lære hinanden at kende og blive klar til festivalen. Formålet var nemlig at promovere Børnefestivalen og trække så mange med som muligt. Karsten Fyhn fortæller:

“Vi havde en tanke om, at vi ville prøve at invitere bredere ud, end vi plejede. Så vi lavede nogle flyere, som børnene fik med i skole, og så kontaktede vi forældrene til børnene fra vores klubber, og det fungerede samlet set ret godt.“

Udover de faste medlemmer, som allerede kom i klubberne Mini-teen og Y’s Guys, fik pop-up-klubben succes med at hverve fem nye børn med til børnefestivalen. Og oplevelsen var en succes fra start til slut. Karsten Fyhn fortæller:

“De havde det så sjovt til pop-up-klubben. Og også på selve festivalen havde de en fest. Vi kunne høre på forældrene efter, at en af drengene havde snakket stolpe op og stolpe ned og havde været simpelthen så glade. Så det virkede til at have været en stor oplevelse for dem.”

Trygt at komme afsted både for børn og voksne

Pop-up-klubben gav ikke kun god mening for børnene, men især også for lederne. Det skabte både tryghed og tillid, at børn og voksne havde set hinanden an inden selve festivalen.  Søren Riger forklarer:

“For mit vedkommende, synes jeg, at det betød noget, at jeg havde set de børn, der skulle med på festivalen. Det gjorde det nemmere at være omkring dem og tage dem med til ting. Og også det, at de havde set mig - det gav en lidt større ansvarsfølelse, tror jeg.” 

Flere erfaringer rigere

Både Søren og Karsten var med som ledere på Børnefestival for første gang i 2022, og deres oplevelse både med pop-up-klubben og festivalen har givet flere ideer og stof til eftertanke. Søren Riger fortæller:

“Hvis man har været med på Børnefestival før og skal det igen, og man så er med til sådan en optakt her, som pop-up-klubben var, så tror jeg det er nemmere at begynde at glæde sig fra dag et, både for voksne og børn.”

Karsten Fyhn er enig og fortæller desuden, hvordan det denne gang bliver lettere at fortælle børnene om, hvad det er for en vild og magisk oplevelse, der venter dem. 

Større ambitioner i år

Selvom pop-up-klubben var en succes, var der efter festivalen i 2022 enighed om, at der var potentiale til at gøre endnu mere næste gang. Ideer om en gensynsfest blev blandt andet bragt på banen, fortæller de. Men uanset hvad er der ingen tvivl at spotte hos de to tidligere ledere  - succesen bør gentages. Karsten Fyhn afslutter:

“Det var super fedt, at vi kom afsted på børnefestival, og det i sig selv var et sus, så det var jo en succes. Og det har selvfølgelig ledt op til, at vi skal afsted igen.”

Start en pop-up klub

Udover Karsten Fyhn og Søren Riger har Hope også talt med Charlotte Bertelsen fra KFUM og KFUK i Vorbasse, som tidligere år også har lykkedes med at få en masse børn med på Børnefestival. Vi har spurgt dem efter tips og råd og har her samlet en lille anbefalings-guide; 

Sådan gør du:

PR

  • Flyers med børn i skolen fungerer godt
  • Invitér klasser med (hvor der allerede er børn fra foreningen) fungerer godt
  • Fortæl det videre til andre forældre i foreningen og steder, hvor dine børn kommer

INDHOLD OG RAMMER

  • Hold det simpelt med enkle aktiviteter for børnene
  • Der skal være rum til spørgsmål om festivalen
  • Det skal ikke kræve mange leder-ressourcer 
  • Lav kasketter eller anden beklædning, så man kan genkende sin egen forening på festivalen
  • Power-point til forældre fungere ikke, hold det til korte info-snakke, måske en flyer, evt. med kaffe og kage
  • Fortæl om KFUM og KFUK - Hvem er vi?
  • Brug evt. billeder eller video fra tidligere festivaler til at vise børnene, hvad det går ud på
  • Lederne i pop-up-klubben er unge/voksne, som nogle af børnene kender i forvejen
  • Lær dem festivalsangen

  • Lav evt. et arrangement på bagkant for at lede de nye børn i faste klubber 






Relatererde artikler

Se alle artikler