“På trods af det åbenlyse rigtige ved at tage hjem til Danmark havde vi alle svært ved at forlade Israel og Palæstina uden at tage afsked”

For de fleste andre er det nok billederne af bombeangreb og mennesker med slukkede lys i øjnene fra de dage, der fulgte, de ser for sig, når de tænker på Israel og Palæstina. Vi tre volontører ved dog, at Israel og Palæstina rummer så meget mere end krig og konflikt, og det vil jeg gerne fortælle mere om.

Opholdet hos East Jerusalem YMCA

Min rejsemakker, Sebastian, og jeg rejste  til Palæstina i august for at blive volontører hos The East Jerusalem YMCA tæt ved Bethlehem. Aftalen var på forhånd, at vi skulle arbejde klokken 8-16 og bidrage til deres sociale arbejde. I Palæstina er der ikke en velfungerende velfærdsstat, så der er hårdt brug for YMCAs initiativer. De indbefatter blandt andet erhvervsuddannelser for unge, mental hjælp til folk med traumer og arbejde for kvinders rettigheder. Til vores overraskelse fik vi dog at vide, at der ikke for alvor var brug for vores arbejdskraft. De ville meget hellere have, at vi fik set så meget af Palæstina og YMCAs arbejde som muligt. Så det gjorde vi! 

Vi sad med til møder på arabisk ude i små landsbyer i ørkenen, hvor landsbyens kvinder diskuterede, hvad der skulle til for at forbedre leveforholdene. Vi hjalp palæstinensiske hyrder med at vogte deres får klokken 05 om morgenen for at undgå, at de skulle blive angrebet af israelske bosættere. Vi var i svømmehallen om aftenen med alle de lokale mænd, der ville svømme om kap med os og snakke gebrokkent engelsk med os i saunaen.

Blandt alle de store og forskelligartede oplevelser var et gennemgående træk, at næsten alle mennesker vi mødte var åbne, gavmilde og havde en historie, de ønskede at dele med os. På mange måder levede de mere i øjeblikket end de fleste af os danskere - både af valg og nødvendighed. I Palæstina gør man ikke meget i planlægning og kalender, dertil er fremtiden for usikker. Inshallah, som de siger, hvilket betyder “hvis Gud vil det”. Alt det gav volontøropholdet os en særlig mulighed for at få indsigt i og tage ved lære af. Omend vi ikke blev helt lokale, blev vi ikke betragtet som turister - og da slet ikke som fremmede. 

Et andet karaktertræk ved Palæstina var kontrasterne, som var overalt. Fra olivenlunde i bjergene til golde ørkenlandskaber. Moderne kvinder i stilletter i byerne og kvinder i burka i landsbyerne. Deres smil og åbenhed og de små personlige tragedier, som næsten alle bar rundt på: Én havde mistet sin jord til en bosætter, en anden var blevet skudt til demonstration og en tredje kunne ikke komme igennem check points for at se sin familie i Jerusalem. De havde en særlig evne til at leve på trods, der fascinerede og inspirerede os. 

Krigen bryder ud

Da krigen brød ud, befandt vi os tilfældigvis i Israel. Midt i orkanens øje sad vi i rolige omgivelser med udsigt over Genesaret Sø. De næste par dage tilbragte vi på YMCAs internationale hotel i Jerusalem, hvor vi var i sikkerhed. En af de ting, der gjorde størst indtryk på mig de dage, var hotelmanageren Fadis reaktion. Med det samme sagde han: 

I skal ud hurtigst muligt. Det her eskalerer, og det bliver grimt! Israel kommer til at sønderbombe Gaza.

Folk i Israel og Palæstina har levet med den her virkelighed i de sidste 80 år og ved, hvornår situationen eksploderer som en krudttønde. 

På trods af det åbenlyse rigtige ved at tage hjem til Danmark havde vi alle svært ved at forlade Israel og Palæstina uden at tage afsked. Vi ville så gerne have vist vores taknemmelighed over for alle de folk, der havde givet os så meget og forventet så lidt igen. Folk, der nu sad tilbage i og med en krig, de hverken var skyld i eller kunne gøre noget ved, men hvis konsekvenser nu ramte dem. 

Hvordan skal det hele ende? I Danmark bliver det ofte portrætteret som en konflikt mellem to parter, hvor freden er et spørgsmål om kompromiser og indrømmelser. Men hvad har Palæstina at forhandle med? Palæstina er besat og kontrolleret. Israel får til gengæld nogenlunde den sikkerhed, de har krav på. Men freden taber de.

Hvorfor er Palæstinanetværket og KFUM og KFUK’s arbejde i Palæstina så overhovedet vigtigt, hvis der alligevel ingen løsning er? Fordi det er vigtigt at palæstinensiske bønder, israelske soldater, jøder med høj hat og muslimer til fredagsbøn får et genkendeligt ansigt og ikke blot bliver et tal i en faktaboks. Fordi det er utrolig svært at være vred på folk, hvis man kender og forstår deres historie. Og fordi det er afgørende at holde fast i håbet om, at palæstinensere og israelere en dag kan leve side om side, så næste generation fortsat har noget at kæmpe for.