Billede af: Magnus Najbejerg

Lokalt

Fundraising: På ladcykel ud til byens børn

KFUM og KFUK i Thisted inviterer dig ind i maskinrummet, og fortæller om alt det man kan opnå, når man griber en pludselig mulighed for foreningsudvikling.

Kristine Sejersbøl

Fundamentet for udvikling skabes

Sommerferien blev pludselig hektisk i KFUM og KFUK i Thisted. Landskontoret skrev i en mail, at DUF uddeler 1,5 millioner til de syv nordjyske kommuner, som i efteråret 2020 var blevet ramt af minknedlukningen. En pose penge var landet i vores hænder, hvis vi ville søge dem. Fundamentet for udvikling var skabt.

Webinar sætter idéer i gang

Landskontoret inviterede til et webinar, hvor foreningerne kunne blive klogere på, hvordan vi kunne komme i betragtning til pengene. Foreninger kunne søge penge til hvad som helst, hvis bare de kunne styrke fællesskabet og bekæmpe ensomhed. 

Ester Jørgensen fra KFUM og KFUK i Thisted deltager i mødet. Da hun vender tilbage til bestyrelsen, er hun fuld af gode ideer.  Ester siger, at det er muligt at ansætte en til at arbejde i foreningen, og at KFUM og KFUK i Thisted kan søge penge til et nyt klubtilbud og til materialer. Ja, næsten alt kan lade sig gøre. 

Et koncept opstår

Mange gode ideer opstår efter webinaret! Og heldigvis er det muligt at bruge dem alle! KFUM og KFUK i Thisted skal have en ladcykel ligesom KFUM og KFUK’s børnetrailer. Foreningen skal derfor bruge en ladcykel, en masse fedt grej til aktiviteter og en ansat der vil køre cyklen ud i lokalområdet og lave aktiviteter. Konceptet er simpelt: Vi bekæmper ensomhed og styrker fællesskabet ved at møde børn og unge, der hvor de selv er. 

Ansøgninger sendes afsted

Dernæst blev der lagt budget og skrevet en ansøgning til DUF på 76.000,- De svarede hurtigt tilbage, at de gav 51.000,- og resten søgte foreningen dækket gennem KFUM og KFUK’s udviklingspulje, hvor de modtog 25.000,-

3 tips til ansøgninger:

  • Søg råd og skab troværdighed
  • Vær tro mod din grundlæggende idé
  • Hvordan kan din ide gøre verden bedre?

I arbejdstøjet

Økonomien var på plads, men der manglede nogle, som ville tage afsted sammen med den nyansatte cykelrytter - Kristine Sejersbøl. KFUM og KFUK i Thisted indkaldte derfor til en infoaften, hvor 15 medlemmer mødte op. De var vilde med ideen, og ville bruge deres ferie på på at være frivillige. De frivilliges opgave var at  være med, lave skæg og give kærlighed til dem, som ikke har mange steder at gå hen. 

Inden ladcyklen meldte sin ankomst i Thisted, tog foreningen kontakt til boligforeningerne, hvor vi fik lov at opholde os på deres grund og hænge plakater op. Foreningen snakkede også med Ungdomshuset, som både fortalte om deres erfaring og miljøet - alt sammen for at vi fik de bedste forudsætninger.

Sommerferie fuld af aktivitet 

I de sidste to uger af sommerferien og den første uge efter sommerferien lavede Kristine Sejersbøl og de frivillige dagligt aktiviteter i området. De var klar på pletten kl. 14.30-16.30. De lavede alt fra at hoppe i sjippetov, lege stafet, spille fodbold, lege hale-tafat, tage på posteløb, bygge en forhindringsbane, tegne eller et andet kreativt projekt. I sommerferien kom og gik børnene, og de snakkede med 20-25 børn og unge hver dag. 

Afsted hver torsdag

Efter sommerferien kommer cyklen ud hver torsdag og laver aktiviteter fra kl. 14.30. Efter halvanden time kan børnene kan følges med Kristine Sejersbøl videre til børneklub (YA) i KFUM og KFUK i Thisted. Børnene skal blot møde op på legepladsen. Nogle dage banker Kristine på døren hos dem, hun ved skal skal med, og spørger om de er klar om et par minutter. Nogle børn er rekrutteret, fordi de har mødt foreningens ladcykel, mens andre har opsøgt os, fordi vi har været synlige i deres område.

Har du brug for råd og feedback?

Bliv medlem af Facebook-gruppen "Fundraising i KFUM og KFUK". Her gør vi hinanden bedre til at søge støtte til aktiviteter i KFUM og KFUK.

 

 

Relatererde artikler

Se alle artikler