Billede af: Christian Blom-Bloch

Hovedbestyrelsen

Landsmødet er en weekend, hvor vi sammen definerer en fælles fremtid

Den 11. til 13. november er du og alle i KFUM og KFUK i Danmark inviteret til Landsmøde. Weekenden bliver en god blanding af inspirerende indslag, vigtige beslutninger og fabelagtig underholdning. Læs videre og bliv klogere på, hvad du skal glæde dig til.

Stine Kjær Bredtoft

Ondt i lattermusklen

Lørdag aften kan du se frem til førsteklasses underholdning. Underholdningsteamet fra Wonderful Days 2021 bliver nemlig genforenet, og de kommer til at stille skarpt på KFUM og KFUK, og den tid vi lever i med deres krøllede hjerner og skæve karakterer. 

Nye toårsmål 

Lørdag eftermiddag bliver det også lidt seriøst. Her bliver du sammen med de andre deltagere mødt af de nye toårsmål og snakken om, hvad de betyder for din lokalforening. Hvordan omsætter vi dem sammen til noget, vi kan bruge ude i foreningerne, når vi møder børn og unge? Det skal vi finde ud af. 

Du definerer KFUM og KFUK 

Landsmødet er også stedet, hvor vi vælger nye medlemmer til Hovedbestyrelsen. Og du har muligheden for at stille op, hvis du synes, det kunne være meningsfuldt at være med til at tegne KFUM og KFUK i fremtiden.   

Styr på Fairhuset

I år blev et helt nyt projekt endelig sat i søen, nemlig Fairhuset. Men hvad ved du egentlig om projektet? Associationerne kan være mange. Og fair nok, hvis du ikke lige kan greje, hvad det egentlig er og mere præcist går ud på, for Gritt Rhinstrøm, projektchef for Fairhuset, og Øjvind Landmark, projektchef for Forandringshuset i Norge samt generalsekretær for KFUM-KFUK i Norge, vil nemlig give dig en dybere indsigt i det nye projekt.  

Tid til at netværke 

Du er vant til det på LinkedIn, men har du prøvet det IRL (In-Real-Life)? Få gang i dine networking-skills, når du lørdag eftermiddag deltager i et netværk. Her kan du enten dele erfaringer og inspiration i et netværk, du i forvejen er en del af, eller du kan deltage i et netværk, som du endnu ikke ved noget om, men har interesse i at blive klogere på. Du vælger dit netværk, når du tilmelder dig online. 

Velkommen til(bage) verden 

Vi har de seneste år ikke haft muligheden for at invitere YMCA’s og YWCA’s fra vores partnerlande til Danmark, men i år kan vi igen nyde godt af deres selskab og sammen fejre og styrke det samarbejde, vi har på tværs af landegrænser. Glæd dig til at hilse på gæster fra vores partnerlande og høre om de forskellige projekter, vi er fælles om. 

Syng sammen! 

Når vi synger sammen, føles fællesskabet endnu stærkere. Vi følger de samme strofer, tager de samme åndedrag og mærker den fælles energi, vi i sangen skaber sammen. Til årets Landsmøde kan du glæde dig til fællessang koordineret af Ten Sing, og du kan samtidig se frem til lyden fra ungdomskoret Fællesklang fra KFUM og KFUK i Odense, som vil synge til søndagens gudstjeneste. 

Skal du med?

Dato: 11. til 13. november

Sted: Hotel Nyborg Strand

Tilmelding: kfum-kfuk.dk/events

Hvad er Landsmødet?

Her træffer vi sammen i KFUM og KFUK beslutninger om en fælles fremtid. 

Vi samles for at blive inspireret, arbejde sammen og planlægge, hvad vi vil gøre for at udleve KFUM og KFUK’s formål og skabe de bedste rammer for dette arbejde.

Hjemmeside: Læs mere på kfum-kfuk.dk/lm

Relatererde artikler

Se alle artikler