Billede af: Christian Blom-Bloch

YMCA World Council

Globale ambassadører er klar til World Council

30 Globale Ambassadører fra 14 forskellige foreninger i hele landet deltog, da den danske delegation mødtes til den sidste WoCo Day. De Globale Ambassadørers mål er hente en masse inspiration fra World Council med hjem til lokalforeningen, og forberedelsesdagen blev blandt andet brugt på at tænke i konkrete handlinger.

Elena Kaarup-Christensen

KFUM og KFUK i Danmark er en del af verdensbevægelserne YMCA og YWCA. Det giver adgang til internationale partnerskaber, som blandt andet gør det muligt at komme på efterskolerejse i Palæstina eller i praktik i Sydafrika. Men det er ikke altid, at vores globale DNA når helt ud i lokalforeningerne.

Omsætter World Council til handling i egen lokalforening

Derfor har KFUM og KFUK's Udvalg for Globale Fællesskaber rekrutteret 30 Globale Ambassadører fra 14 forskellige lokalforeninger i Danmark. De får lov til at deltage i YMCA World Council, møde KFUM og KFUK's internationale partnere og blive klogere på, hvordan vi sammen løser de udfordringer, der er fælles for os alle. Det tager de med hjem og omsætter til handling i deres egen lokalforening - enten gennem eksisterende aktiviteter eller ved at sætte gang i nye.

Nysgerrighed på verden

De Globale Ambassadører kommer med vidt forskellige baggrunde: nogle er fra Thisted, andre er fra Amager. Nogle har arbejdet internationalt før, andre har ikke. Fælles for dem er dog, at de alle kommer med en nysgerrighed på resten af verden og på, hvordan det globale kan styrke deres lokalforening. Kristian er Global Ambassadør fra KFUM og KFUK i Aalborg. Han glæder sig især til at møde deltagerne fra de andre lande og opleve, at KFUM og KFUK også findes i andre lande.

 

Jeg glæder mig allermest til at møde deltagerne fra andre lande og mærke, at KFUM og KFUK også findes i andre lande fortæller Kristian fra KFUM og KFUK i Aalborg.

 

Inspireres af, hvordan man gør i andre lande

Den første gang, de globale ambassadører var samlet, var til en forberedelsesdag i marts. Her fik de netop anledning til virtuelt at møde frivillige fra YMCA's i Cameroun, Sydafrika, Myanmar, Palæstina og Ukraine. Disse frivillige er partnere i projektet, og de Globale Ambassadører vil møde dem under World Council og forhåbentlig blive inspireret af, hvordan man "gør" KFUM og KFUK i andre lande.

Til WoCo Day var der så fokus på, hvordan man kan omsætte den slags inspiration og udveksling til handling. De Globale Ambassadører fik blandt andet præsenteret et inspirationskatalog fyldt med ideer til aktiviteter, som de brainstormede deres egne idéer ud fra. Derudover var der masser af ryste-sammen-aktiviteter for at gavne fællesskabet blandt dem og resten af den danske delegation.

Relatererde artikler

Se alle artikler